Horn-Andersens pardans

Fotografen Lars Horn og maleren Henrik Juhl Andersen har kendt hinanden gennem mange år. I de senere år har de udfordret hinanden i nogle spændende projekter, hvor fotografiet og maleriet mødes i det samme værk, idet Lars Horn har leveret fotogra et, og Henrik Juhl Andersen har e erfølgende bemalet dette foto.

Det gælder bl.a. fotos fra Nepal og nu i den sidste serie med fotos fra New York. Siden fotogra ets op ndelse i starten af 1800 tallet har der eksisteret et særligt had-kærlighedsforhold mellem fotografiet og maleriet.

Mange kunstnere tog det hurtigt til sig som et glimrende værktøj til at fastholde detaljer i f.eks. portrætter, som man så sidenhen i atelieret kunne bruge som huskestof. Fotografiet blev primært opfattet som et teknisk værktøj, og fotografierne blev ikke betragtet som kunst på lige fod med maleri og skulptur.

Langt op i tiden blev det blandt mange fagfolk opfattet som snyd at bruge fotos i arbejdsprocessen med maleriet. Med fotorealismen i 1960’erne og 70’erne blev forvirringen total hos mange kunstelskere og kunsthistorikere, for malerierne lignede tilsyneladende fuldstændig fotografier i deres kølige og superdetaljerede skildring af arkitekturen i storbyer eller kæmpestore udpenslede portrætter. Men det var rigtige malerier og et håndværk, men altså med fotografiets enøjede syn på verden. Et syn, som man nemt kan forledes til at tro, er menneskets måde at se verden på.

Med de digitale medier har fotografiet vundet indpas overalt og brolagt hele verden med hurtige fotos, medens de langsommelige og teknisk krævende medier som maleriet og de øvrige traditionelle kunstarter har fundet deres mere tilbagetrukne plads i kunstens reservat forbeholdt museer, gallerier og kræsne samlere.

Det er således noget af en særlig omgang vild med kunst/virkelighed, når Horn og Andersen sætter hinanden stævne i deres egen form for pardans.

Horn kaster sig ud i storbyen New York og fanger impulsivt motiverne. Det er skarpe, detaljerede fotos fra New Yorks voldsomme storbyverden, hvor arkitektoniske ikoner betragtes fra frøperspektiv gennem et svimlende fotografisk blik.

Det kan også være steder omkring Central Park, hvor tempoet er et andet, og arkitek- turen bliver talende. Eller som når han søger ned i subwayen og fanger passagerne inde- sluttet i deres egen mentale verden.

Andersen har været med i den svære udvælgelsesproces blandt de flere tusind fotos til den videre bearbejdning. De udvalgte fotos er så overført til lærred, og i sort-hvid print tager maleren så over med bemaling med tusch og acrylfarver.

Pardansen begynder, og det er en svær bal-ancegang mellem at føre og blive ført.

Fotografierne sætter dagsordenen og angiver den faste gra ske rytme. Andersen, som aldrig har været i New York, har mange muligheder for at fremhæve og skabe stemninger via pensler og farver.

Han er den menneskelige faktor med de søgende og uperfekte bemalinger. Ja, han kan i den mest ekstreme udgave helt overmale og udslette det underliggende fotografi.

Som udgangspunkt kan det have mindelser til de gamle kolorerede fotos, som vi kender fra gamle postkort. Men her var opgaven at give illusionen af en ”rigtig farveverden”.

Hos Horn og Andersen er de to medier – fotografiet og maleriet – begge tilstede i det samme værk, og man fornemmer tydeligt samspillet eller modspillet mellem ikke bare to medier, men også to meget forskellige temperamenter, som her fortsætter deres menings-udveksling i billedform.

Søren Elgaard
billedkunstner og kunsthistoriker

©2021 Horn/Andersen

or

Log in with your credentials

Forgot your details?